Når du flytter fra Danmark, skal du indsende din danske selvangivelse som du plejer – det vil sige senest 1. maj eller 1. juli i året efter året, hvor du er flyttet. Du skal være opmærksom på, at der er specielle regler for beregning af skatten af din indkomst i fraflytningsåret, hvis din fulde skattepligt til Danmark er ophørt, og at du kan være omfattet af fraflytningsbeskatning. Du rammes blandt andet af fraflytningsbeskatningen, hvis du har urealiserede gevinster på aktier, anparter, fordringer eller gæld, og / eller har opsparet overskud i virksomhedsordningen. I visse tilfælde kan der endvidere opstå fraflytningsbeskatning, hvis du har urealiserede gevinster på aktieoptioner, udenlandske erhvervsaktiver eller har foretaget ekstraordinært store pensionsindbetalinger.
Fraflytningsskat af urealiserede aktieavancer
I skattemæssig henseende vil dine aktier og anparter, som udgangspunkt, blive anset for solgt til handelsværdien på tidspunktet for dit skattepligtsophør. Dette medfører, at avancer frem til fraflytningstidspunktet beskattes med op til 43 %.
Du kan søge om henstand med betalingen af den beregnede fraflytningsskat, således at denne først forfalder på tidspunktet for den reelle afståelse eller ved din død. Ved salg af aktierne under udlandsopholdet kan du vælge at få den beregnede skat ved fraflytningen omberegnet. Det medfører, at fortjenesten opgøres på basis af den faktisk konstaterede salgssum for aktierne og den reelle ejertid.
Hvis du flytter tilbage til Danmark og fortsat ejer de pågældende aktier, bortfalder pligten til at betale den beregnede fraflytningsskat. Ved et senere salg af aktierne anvendes den faktiske anskaffelsessum for aktierne. Det betyder, at også en eventuel værdistigning under udlandsopholdet bliver beskattet, hvorfor dette ikke altid er hensigtsmæssigt.
Inwema kan hjælpe dig med at reducere denne fraflytningsskat væsentligt. I nogle tilfælde kan fraflytningsskatten reduceres til ca. 15 % og i andre tilfælde kan denne elimineres helt. Har du allerede afregnet fraflytningsskatten på urealiserede aktieavancer, fordi du fandt dette gunstigt, har du stadig mulighed for under visse betingelser at få skatten tilbage og efterfølgende få tilbagebetalt den for meget betalte fraflytningsskat. Ved korrekt planlægning kan ligeledes beskatningen af opsparet overskud i virksomhedsordningen udskydes eller reduceres.
Kontakt Inwema og hør nærmere om dine muligheder for en reducering af din fraflytningsskat på aktieavancer.
Efterbeskatning af ekstraordinært store pensionsindbetalinger
Efterbeskatning af ekstraordinært store pensionsindbetalinger omfatter indbetalinger til en arbejdsgiveradministreret pensionsordning udover 20 % af din bruttoløn, og som er indbetalt de seneste 5 år forud for fraflytningen, hvis du er lønmodtager, og de seneste 10 år forud for fraflytningen, hvis du er hovedaktionær.
Det beløb der overstiger 20 % af din bruttoløn, bliver med et tillæg på 6 % pr. år tillagt din skattepligtige indkomst det år, du flytter. En hovedaktionær der således via sit selskab har indbetalt 1.000.000 kr. udover de tilladte 20 % af bruttolønnen til en pensionsordning 9 år forud for sin fraflytning skal således medtage 1.540.000 kr. i den skattepligtige indkomst i fraflytningsåret. Det er i visse situationer muligt at søge dispensation for denne efterbeskatning af ekstraordinært store pensionsindbetalinger.
Pensionsindbetalinger til private pensionsordninger er ikke omfattet af ovenstående efterbeskatning. Omvendt risikerer du enten at miste fradragsretten for allerede foretagne indbetalinger hvis ikke pensionsindbetalingerne har været foretaget over en periode på mindst 10 år, eller at miste fradragsretten for fremtidige pensionsindbetalinger.
Kontakt Inwema og hør nærmere om, hvordan du optimerer dine pensionsindbetalinger uden at blive omfattet af efterbeskatning på fraflytningstidspunktet.
Læs mere:
Skatteplanlægning for hovedaktionærer
Skatteplanlægning for selvstændige
Skatteplanlægning for pensionsmodtagere 
|